Det kommer nok ikke som en kæmpe overraskelse, at langt de fleste danske fodboldspillere foretrækker at tørne ud på god gammeldags græs fremfor kunstgræsbaner, som i den grad vinder indpas rundt omkring i Danmark i disse år.

– Når man spiller på græs, så føles det mere naturligt og jeg kan egentlig godt lide at få lidt græs og jord på knæene og tøjet. Det bliver bare lidt mere ægte, fremfor at skulle tømme støvlerne for granulat efter endt træning, fortæller en af dem som har deltaget i Fodboldstudiers afstemning på Facebook.

En god græsplæne, godt klippet, der står snorlige – ja, så kan man faktisk ikke forlange mere og få bedre forhold til at spille fodbold under. Desværre så har sparekniven rundt omkring i de danske kommuner ramt fodboldbanerne, og de bliver ikke på samme vis plejet som tidligere.

Her er kunstgræsbanerne lettere at have med at gøre, selvom de også skal plejes og gøres ved.

“Kunstgræsbanerne er mere hårdføre”
At kunstgræsbanerne samtidig giver mulighed for at spille fodbold året rundt uanset vind og vejr, er en kæmpe fordel og givetvis en af de væsentligste årsager til at der er sket et boom i disse baner indenfor de sidste 10 år. Samtidig så tåler de mere slid end en græsbane, der hurtigt kommer til at se træt ud efter mange holds og dages træninger på de samme steder.

– Jeg elsker at spille på græsbaner! Tro mig, det er det bedste jeg ved! Men vi må også bare erkende, at kunstgræsbanernes stærke slidtage og muligheder for at spille året rundt, altså vinder over de meget mere sarte græsbaner, når man sidder i en større danske klub med mange medlemmer, der dag efter dag, uge efter uge, spiller på dem, forklarer en formand til Fodboldstudier omkring hans syn på banemulighederne.

Uanset hvad, så vil både græs og kunstgræs begge være en del af underlaget for de danske klubber fremover.