Det er de færreste der er i samme fodboldklub i 50 år eller spiller fodbold i så mange år for den sags skyld, men hos jyske Gårslev GF har man en af de sjældne, der har været aktiv i et halv århundrede.

Søren Steensen er således i gang med hans sæson nummer 50 som forsvarsspiller.

– Det er min sæson nummer 50. Jeg har ikke spillet i andre klubber end Gårslev. Heller ikke selvom jeg har boet i andre byer som Silkeborg og Odense. Gårslev er bare min klub, og jeg har aldrig fortrudt, at jeg aldrig har spillet andre steder. Her er altid en god stemning, som bare lige er mig. Jeg er fra den periode, hvor man spillede for sin by, og den holdning holder jeg fast i, siger Søren til Vejle Amts Folkeblad.

Ikke ambitioner der driver værket
Man kan ikke just kalde Søren Steensen for en spiller der er drevet af at komme så højt op i rækkerne som muligt.  Det er hyggen og motionen, der gør at han igen og igen tropper op til en ny sæson i den grønne Gårslev GF-trøje.

– Jeg har spillet i Serie 4 som det højeste. Det har aldrig været en ambition, at jeg skulle spille så langt oppe i rækkerne som muligt. Jeg nyder bare tiden med gutterne og nyder at få mig rørt. Og det vil jeg blive ved med, så længe bentøjet kan holde til det, siger han slutteligt til den lokale avis.