I Rødovre på Københavns vestegn ligger Orient Fodbold. En klub der indtil få ganske få år tilbage ikke var ret stor.

En ny bestyrelse har dog i den grad fået skudt liv i den lille klub, hvor der især er fokus på bredden.

Formanden i Orient Fodbold, Micki Strømlund, fortæller her til Fodboldstudier om transformationen, som også har skaffet dem indstillingen til Børneprisen 2019.

I har høstet stor ros for jeres arbejde med børnefodbolden. Hvor meget fylder børnefodbolden i klubben?
– Børnefodbolden er hele grundlaget for vores for klub så den fylder rigtig meget i Orient fodbold.- For 5 år siden var Orient Fodbold en lille lokal fodboldklub i Rødovre, som kun havde gjort sig bemærket hos de lokale beboere, som boede tæt på fodboldklubben. Vi var med alles øjne lilleputterne fra den anden ende af kommunen, hvor det kun handlet om at have det sjovt. Vi havde svært ved at fastholde vores spillere og havde ikke nok mængde af spillere, så vi var sårbare og udsatte.

Børnefodbolden er hele grundlaget for vores for klub så den fylder rigtig meget i Orient fodbold

– 5-6 års hårdt arbejde har i den grad ændret på dette, Orient fodbold har udviklet sig til at være en stor breddeklub med tilbud til børn og unge i næsten alle årgange med flot mængde af spillere på alle årgange. – Klubben tog for 5-6 år siden hul på nye tiltag, nye ideer, store planer hvor det viste sig helt uventet at udvikle sig på rekordtid, derefter har klubbens bestyrelser og frivillige sammen arbejdet på at skabe en fodboldklub med plads til alle, både socialt og sportsligt, og vi fik mere travlt end vi først troede.

– Grundlaget for klubbens enorme tilgang og medlemsfremgang, kommer af en årlig fodboldturnering, som arrangeres for alle børnehaver i kommunen. Her inviteres alle kommunens børnehavebørn på en aktiv, og sjov fodbold dag i Orient fodbold, hvor børnene præsenteres for det fantastiske fodbold kan, nemlig at dyrke motion, på en sjov og legende måde, sammen med en masse andre børn. Børnene oplever på denne dag at være en del af et fællesskab, hvor alle børn har mulighed for at byde ind med hver sine kompetencer. Dagen byder bl.a. på fællesdans, opvarmningsdans, heppekor, besøg af klubbens maskot, og en kæmpe fælles præmieoverrækkelse, hvor alle børn går hjem som vindere, med en medalje om halsen.

– Vi har nu afholdt dette arrangement 6 gange og hvert år har over 200 Børnehavebørn deltaget.- Efter første års afvikling af dette arrangement kom der kæmpe medlemstilgang, både piger og drenge stormet til Orient og pludselig steg antallet af spillere på børneholdene markant. En god årgang i Orient var måske 25 spillere, men med denne aktivitet rundede vi på nogle årgange, 50 børn.

– På baggrund af den store succes med fodboldturneringerne for kommunens børnehaver, måtte Orient fodbold tilbage i 2014 oprettet et hold for alle de nye små børn, i alderen 2,5 -5 år, på klubbens ”smølfehold”. Her møder ca 30-40 ”smølfe-fodbold-børn” ind en gang om ugen, og har en hyggelig, og legende fodboldtræning, sammen med mor eller far. På holdet er det en af klubbens frivillige, som er pædagoguddannet, som har ansvaret, og i løbet af dette foråret, har han fået assistance af nogle af klubbens U16-drenge. Når smølferne rammer U6 bliver de til deres eget hold og årgang, hvor der vælges nye ledere fra den nye forældregruppe og så kan vi ellers starte forfra igen og hygge med alle de nye smølfer der vælter ind.

– Med udviklingen skete der en stor ændring i hele klubben, der kom også en masse pige-spillere til. på grund af den markante stigning på de enkelte årgange besluttet vi at starte et pige-setup for U6-U10 piger så også pigefodbolden kunne udvikle sig i vores klub, før i tiden kom pigerne meget senere.

– Piger i alderen 6-11 år, træner nu sammen en gang om ugen. Også her er nyeste tiltag at nogle af klubbens U16 piger har trådt til, i samarbejde med trænerne for de respektive pigeårgange. Dette giver en tryghed for mange af pigerne, at kunne træne sammen med piger som både er yngre og ældre, og samtidig opleves der stærke relationer på tværs af disse årgange og til de ældre hjælpetrænere fra U16 piger.

Vi har stor fokus på at få frivillige til klubben, da klubbens eksistens er bygget op om forældre trænere som løfter klubbens opgaver i flok

I arrangerer også en masse børnestævner, hvor I har masser af frivillige igang. Har I stor fokus på at få frivillige i klubben?
– Vi har stor fokus på at få frivillige til klubben, da klubbens eksistens er bygget op om forældre trænere som løfter klubbens opgaver i flok. Orient fodbold har været under enorm udvikling og det fortsætter. Med de mange frivillige i klubben, som har hele hjertet med for Orient fodbold, så arbejdes der benhårdt med at få flere ind til de mange opgaver vi har.

I har tidligere fået hæder for jeres arbejde med børnefodbolden, og nu er I indstillet til Børneprisen 2019. Hvordan føles det med al den ros?
– Vi er selvfølgelig rigtig stolte af den opmærksomhed vi får, vi har virkelig haft store dialoger i vores bestyrelse om hvad der var den rigtige vej for os og lagt en langsigtet plan som vi nu undervejs har rettet til så den passe med vores værdier. Vi har søsat vigtige tiltag i børnefodbolden og det har spredt sig igennem hele klubben. Og med al rosen er bare med til at give fornyet energi hos alle de frivillige i Orient.

Når I går i gang med projekter i klubben, henter I så inspiration bestemte steder eller hvordan kommer I på ideerne?
– Vi har sat mange ting i værk igennem de sidste 7 år og det har både været med inspiration udefra, men også ting vi selv har valgt fordi det passet til den klub vi ønsker at være.

– Vi har haft stor fokus på bredden, med det sagt så har vi også ønsket at skabe miljøer hvor vi kan holde på de dygtigere spillere lidt længere end før. Rigtig mange ting har lykkes og der venter fortsat et stort arbejde med fastholdelse og bibeholdelse af klubbens værdier og videreudvikling af en stærkere struktur.

Du kan stemme på Orient Fodbold til Børneprisen 2019 her.