Selvom man spiller i serierækkerne, så kan man sagtens stille talstærkt op på tilskuerepladserne både ude og hjemme. Det er Hundested IK´s tifoforening, Knud Rasmussens Armé, et levende bevis.

Sjællandsserieklubbens fans støtter med sang, pyro og fantastisk stemning til hver eneste af Hundesteds kampe. Faktisk er fangruppen nu indstillet til Fanprisen 2019.

Louis Storgaard, formand for fangruppen, har fået en snak med Fodboldstudier om indstillingen, navnet, hvordan de får så mange med til kampene og ikke mindst, om de har én, som de ser ekstra frem til at møde.

I støtter Hundested IK i tykt og tyndt, og nu er I pludselig kandidater til en fanpris. Hvordan føles det?
– Vi har gennem det sidste års tid fået rigtig meget opmærksomhed i diverse medier, og det er sgu lige sjovt hver gang! At vi nu er indstillet til en decideret pris, er jo bare lidt ekstra flødeskum på kagen. Vi ved dog også godt at vi er oppe imod nogle stærke nominerede, så vi slår selv lige koldt vand i blodet, selvom det da ville være fantastisk at vinde.

…Hvorfor skulle vi så ikke støtte vores eget, udmærkede lokale fodboldhold, fremfor at tage til Superligakampe med nogle af de store hold?

Hvad er baggrunden for “tifoforeningen”, Knud Rasmussens Armé, og ikke mindst navnet?
–  Vi er en flok gutter som elsker at tage til fodboldkamp og drikke alt for mange bajere, mens vi synger og skaber os åndsvagt. Og hvorfor skulle vi så ikke støtte vores eget, udmærkede lokale fodboldhold, fremfor at tage til Superligakampe med nogle af de store hold.

– Ifht. navnet skulle vi finde på noget som giver associationer til Hundested. Vi var omkring flere forskellige navne såsom Nordmolens drenge og andre navne som hovedsageligt havde med havnen at gøre, og til sidst endte vi på Knud Rasmussens Armé. Vi synes selv at det klinger rigtig godt, og den kendte polarforskers hus på Skansen, er et af Hundesteds vigtigste vartegn.

Når man kigger jeres Facebook-side igennem, så er man ikke i tvivl om at der er god stemning, når I befinder jer på sidelinjen i Sjællandsserien. Omvendt så er der meget få fans på det niveau. Hvordan får I så mange til at støtte op omkring jeres fanklub kamp efter kamp?
– Vi var så heldige, at der i Hundested, historisk set, altid har været stor opbakning til byens fodboldhold. Det er langt fra en sjældenhed, at der er 2- 300 mennesker eller flere endnu på stadion. Mange folk synes at vores tifo arbejde og sange er skidesjovt, og derfor kan det lade sig gøre at få fyldte busser, også til udebanekampe. I sommers var vi bl.a i Roskilde, og havde et sted mellem 150 og 200 mennesker med som opbakning. Det synes vi selv er ret flot til en Sjællandsseriekamp!

Mange folk synes at vores tifo arbejde og sange er skidesjovt, og derfor kan det lade sig gøre at få fyldte busser, også til udebanekampe

Selvom I “kun” er i Sjællandsserien, er der så nogle klubber, som I hiver jer ekstra op til, når I møder dem, á la derbyet mellem FCK og Brøndby, hvor fanklubberne ikke kan døje hinanden?
– Klart…. Der har altid været en fejde mellem Hundested og Frederiksværk. Både på, og udenfor banen. Vi står dog i den uheldige situation, at mens Hundested er strøget op igennem rækkerne de sidste 2 sæsoner, har Frederiksværk taget turen den anden vej, og ligger lige nu og sejler rundt i serie 3. Vi håber selvfølgelig på at de vågner op, så vi kan få nogle betydende kampe, mellem de to klubber.

Du kan stemme på Knud Rasmussens Armé til Fanprisen 2019 HER.