Orient Fodbold har igennem de seneste år gjort en kæmpe indsats for at gøre klubben attraktiv for områdets børn – og det må man sige at de er lykkes med.

Lørdag vandt klubben Børneprisen, da FodboldPrisen løb af stablen i København.

Med sig havde klubben naturligvis taget en masse fra børneafdelingen, og de kom også med på scenen, da klubben modtog prisen og blev hyldet af resten af salen.

– FodboldPrisen handler om kærligheden og passionen til fodbolden. Ikke om hvem der har vundet flest kampe, fået flest point eller rykket op flest gange. Priserne hylder fundamentet i dansk fodbold, og alle dem der er i og omkring klubberne fordi de elsker fodbold og livet i klubberne. Mere end 150 af dem fra hele landet var samlet til prisshowet og blev fortjent hyldet, forklarer stifter af Fodboldstudier, Søren Uhd Pedersen.

I indstillingen af Orient Fodbold stod der:

– Der er fuld knald på Orient Fodbold, hvor de især i børneafdelingen har rigtigt godt fat. Orient arrangerer året igennem flere store børnestævner, som giver børn fra hele lokalområdet en oplevelse, deriblandt en dag, hvor alle kommunens børnehavebørn er forbi.

Du kan høre to af lederne fra Orient Fodbold forklare, hvorfor de er så god en børneklub og hvorfor de har så stort fokus på de yngste øverst i denne artikel, ved at klikke på videoen.

Der blev afgivet mere end 30.000 stemmer i de 10 kategorier til årets prisuddeling, og mere end 150 mennesker fra hele fodbold-Danmark var samlet på et tætpakket Hotel Cecil i hjertet af København til et stort anlagt prisshow.