Det var en tydelig rørt Torben Pedersen fra Tved Boldklub i Svendborg, der lørdag modtog Spillerprisen 2019 til FodboldPris-showet på Hotel Cecil i København.

Den fynske spiller har igennem et halvt liv tørnet ud for den samme sydfynske klub på flere forskellige hold, og har samtidig været frivillig i klubben.

Da hans navn blev råbt op, så havde Torben Pedersen svært ved at holde tårene tilbage, da han til klapsalver fra de 150 gæster gik igennem salen og op på scenen for at modtage hæderen.

I indstillingen af Torben Pedersen, stod der:

– I 30 år har han spillet et hav af kampe på klubbens 1.hold, der har svinget mellem Danmarksserien og Serie 1. Trods alderen skriver i 40´erne, så tørner han stadig ud for klubbens bedste mandskab engang imellem. Han er desuden aktiv som frivillig i klubbens bestyrelse, hvor han også tidligere har været formand i en årrække. Et forbillede både på og udenfor banen.

Legende vil han dog ikke kalde sig selv. – Det må andre vurdere, sagde han til Fodboldstudiers reporter umiddelbart efter at have modtaget prisen og hyldesten på scenen i København.

Se hele interviewet med Torben Pedersen fra prisshowet øverst i denne artikel.