Et gammelt ordsprog lyder, at man skal høre sandheden fra børn og fulde folk – og det var præcis hvad der skete tilbage d. 12. juni 1949, hvor Hvidovre IF kunne spille sig op i Danmarksturneringen for første gang. Den altafgørende kamp skulle spilles på udebane i Slagelse, der var valgt som neutral bane for opgøret mod Svendborg.

En pæn portion Hvidovre-tilhængere – i dag ville vi kalde dem fans – mødte frem for at støtte holdet. Blandt dem Johannes Nielsen og en ven – de kommer i god til Slagelse for at overvære kampen. Ankommet til Slagelse Banegård sætter de sig ind i Banegårdsrestaurationen for at nyde de medbragte ”klemmer”. Lige overfor sidder et par ”bumser” og fik deres ”kop” formiddags-øl.

Bumserne var nysgerrige – ville gerne i kontakt med de to sidst ankomne. De får ud af Johannes og ven, at de skulle ud at se fodbold i byen og var fra den gæstende klub, Hvidovre. Den ene bums var straks smart – begyndte at rose Hvidovre i høje vendinger. Han ville give sin sidste 5-øre – som han sandsynligvis ikke ejede – på, at Hvidovre ville vinde kampen og det med 5-0. Johannes svarede beskedent, at de ville være tilfredse, bare gutterne vandt kampen.

Den smarte af de to bumser gentog sin påstand om 5-0 sejren – men lod samtidig vide, at det kun kunne lade sig gøre, hvis ”de go’e herrer” gav ham og ”kammersjukken” hver en bajer. Johannes og ven turde ikke undslå sig for Hvidovres skyld – og de gæve ølkæmpere fik hver en daler til at kunne købe sig en bajer for.

De 11 mand fra Hvidovre på banen var den dag ikke ene om at vinde og sikre sig oprykningen. Kampen endte som spået 5-0 til Hvidovre.