Når en spiller bliver skadet, så kan spilleren ende i en situation, hvor han kommer længere og længere væk fra holdet både på og udenfor banen.

Så hvordan kan man som træner og spiller gøre nytte i sådan en situation. Sportspsykolog fra Inmomentum, Nikolaj Bonde Korsgaard, har fået en snak med Fodboldstudier om problematikken og udfordringerne, der ligger i at have en skadet spiller i truppen.

Tænk den skadede spiller ind hele tiden
Men faktisk er der rigtigt meget, som man kan gøre for at gøre nytte.

– Det handler om at tænke den skadede spiller ind i alle de situationer, hvor det nu er muligt at tænke vedkommende ind. Det er jo en af udfordringerne for den skadede spiller, at der bliver et brud på den normale fodbold, og man istedet er overladt til sig selv. Altså man er ikke så integreret, som når man er fit for fight, forklarer sportspsykologen om situationer med en skadet spiller.

At tænke den skadede spiller ind hele tiden, som var vedkommende stadigvæk en del af den normale spillertrup, kan være vejen frem.

– Det er vigtigt, når en spiller bliver skadet og er sat udenfor den normale træning, at holdet inviterer vedkommende med til sociale arrangementet og andre steder, hvor det er muligt. Det kunne f.eks. være styrketræning eller lignende, hvor en skadet spiller sagtens kan være med og genoptræne, siger Nikolaj Bonde Korsgaard.

Plads i trænerteamet?
Også trænerteamet kan være en løsning.

– Man kan også lade spilleren integrere i trænerstaben i et vist omfang. Det afhænger naturligvis meget af spilleren, alderen, erfaring osv. Men det kan godt give mening, at lade vedkommende få nogle opgaver i forbindelse med træning og kamp. På den måde føler vedkommende sig stadig som en del af holdet og tæt på alle stadigvæk, fortæller eksperten videre overfor Fodboldstudier.

Er den skadede spiller ung, så kan også muligheden for at teste sig af som træner i en begrænset periode være en mulighed. Sådan lyder et af budene fra Nikolaj Bonde Korsgaard.

– En skadet seriespiller i starten af 20´erne kunne måske være interesseret i at teste trænergerningen af som assistenttræner på et af klubbens ungdomshold i skadesperioden. Det kan ofte give god mening, da det er i overskuelig periode, lyder det fra den tidligere sportspsykolog på ungdomslandsholdene.

Undgå at spørge indtil skaden igen og igen
De fleste spillere, der har været skadet, kender til at komme i klubhuset og blive spurgt om det skaden igen og igen.

– Hvordan går det? Hvad er status? Hvornår er du tilbage? Alle de spørgsmål kan være frustrerende at skulle svare på gang på gang, hver gang man dukker op i klubben. Især hvis der er lang tid tilbage af skaden og man ikke ved hvordan tidshorisonten ser ud, mener Nikolaj Bonde Korsgaard, der dog omvendt heller ikke synes at man helt skal glemme at spørge ind.

Det handler om at finde en balance og samtidig spørge indtil andre ting hos den skadede spillere.

– Selvom man ikke skal spørge hele tiden, så kan det også være underligt, hvis der sket ikke bliver spurgt indtil skaden. Så mit råd er, at spørge ind til skaden engang imellem, men ikke hver gang. Spørg hellere ind til noget andet, f.eks. hvordan det går med assistenttrænergerningen på ungdomsholdet eller andet, så alle samtaler ikke altid er omkring skaden, forklarer han overfor Fodboldstudier.

Brug for et råd fra eksperten?
Kontakt Fodboldstudier, hvis din klub har brug for et ekspertråd indenfor genren, så kontakt os HER.