FC SevenOaks kom første gang for alvor på tegnebrættet ved spisebordet hos Charly Jensen i foråret 2008. Et hurtigt indkaldt møde resulterede i at Søren Jensen, Rasmus Stech, Thomas Schmidt og Charly Jensen besluttede at arbejde videre med idéen om at stable et fodboldhold på benene ved hjælp af kontakterne på SevenOaks Pub i Vejle.

Der kom hurtigt gang i sagerne og mange spillere støttede op om initiativet. Holdet blev meldt til under Bredsten IF og fik flotte sort og hvidstribede trøjer af SevenOaks Pub.

Hjemmebanen blev i Bredsten som Bredsten IF 2, selvom rygtet hurtigt blev spredt om at SevenOaks Pub havde fået sit eget fodboldhold. Holdet bestod og består fortsat af ansatte og stamkunder på SevenOaks Pub i Vejle.

Truppen var dengang på omkring 20 spillere som alle kommer fra forskellige mindre klubber hvor man fornyelig – eller lang tid siden – har slået sine folder.

Ens for alle er at man nyder fodbolden og elsker sammenholdet på holdet. – et sammenhold der spreder sig langt ud over fodbolden.Ved siden af bolden er alle også venner som meget ofte mødes til private arrangementer eller på byens bedste beværtning – SevenOaks.

Rekruttering af nye spillere i nattelivet
Formand i FC SevenOaks, Sofus Larsen, fortæller til Fodboldstudier om klubbens opstart og første år.

– Rekrutteringen foregik som regel på de sene nattetimer fredag og lørdag. Pubben, som nu desværre er lukket, støttede op om holdet i mange år, og var et fast samlingspunkt for holdet sociale liv de første mange år. Herefter har Lido Cafeen og Lucky’s Sports-bar overtaget sponsoratet, og sørger for at vi kan blive ved med at holde de sociale arrangementer vi er bleven kendt for, forklarer formanden.

“Ingen vil tabe til et værtshushold”
Med det lidt anderledes navn, taget efter et nu tidligere værtshus, så kommer der ofte lidt kommentarer, når de løber på banen på Oaks Park.

– Der har da været lidt grin/smil i krogene, når folk har hørt vores navn, og folk der kender Pubben tror jo at vi er et værtshushold. Dette gør jo også at der er ikke mange klubber der har lyst til at tabe til “værtshusholdet”, siger Sofus Larsen videre med et smil og fortsætter.

– Som nystartet hold, har det helt sikkert været med til at folk fra Vejle har kunnet huske hvem vi er, lyder det fra formanden.

Klubben har i dag fire hold, tre herrerhold og ét kvindehold. Herrerne rykkede i foråret ud af Serie 3, mens kvinderne endte som nummer to i deres 7-mandspulje.

Grisefest og prisuddeling
At FC SevenOaks ikke gør tingene som så mange andre danske fodboldklubber er deres årlige prisuddeling et godt bevis på.

Når der skal hædres spillere og ledere for årets præstationer og gøren, så sker det hvert år til en stor grisefest. Samtidig med at grisen steges og spises, så bliver der også hædret æresmedlemmer og ofte er der langt over 100 med til den store grise- og prisfest.

Egen tribune på Oaks Park
At klubben er seriøs omkring hvad de foretager sig er deres tribune et godt eksempel på. For nogle år tilbage besluttede de, at de ville have en lille tribune på deres hjemmebane og efter møder med kommunens idrætssekretariat, så kom det på plads. Så i dag tørner klubben ud på hjemmebanen med deres egen lille tribune.

Du kan læse mere om FC SevenOaks på klubbens side på Fodboldstudier.dk HER.